Avernakø Sogn

Lillepigen fortæller

| | |

Anonym kone på Avernakø, født 1851, optegnet af H.C: Frydendahl

Da jeg var lillepige, måtte vi op, mens det endnu var brandmørkt. Når vi malkede, havde vi en lysstump tændt, som vi satte i gødningen bag køerne. Ellers måtte vi gå og rave i mørke. Vi skulle være færdige med morgenarbejdet til klokken 8. Når vi bryggede eller bagte, måtte vi op klokken 3-4. Så skulle vi mænge grut og give køerne, og så skulle vi have malketøjet gjort i stand. Vi kappedes om, hvem der havde det pæneste malketøj. Båndene skulle skures på malkebøtten. Så skulle vi passe mælkefadene under loftet. Til hverdag skulle vi blot feje ud; men om lørdagen skulle vi skure bord og bænk. Til davre fik vi øllebrød uden sukker og alle spiste af et fad. Hvis vi kunne nå alt det inden klokken 8, kunne vi få tid til at vaske og rede os; men ellers måtte vi gå ind, som vi var. Vi skulle være ved arbejdet klokken 8.


Om majtræet på Avernakø

| | |

Fra Avernakke bylav

Af H.C. Frydendahl [1936]

Avernakke by virker tiltalende allerede ved første besøg. Frodige haver med mange store træer ligger som småskove ind mellem gårde og huse. Æblerne rødmer i eftersommerens skære luft, pralbønnerne slynger sig i yppigt virvar hen over de gamle stendiger, og tækkelige, velholdte huse spejler sig i gadekæret, "Pers Kær", hvor byens drenge med deres legetøjsskibe øver sig i sejladsens kunst.