J.O. Bro-Jørgensen: Svendborg Købstads Historie (1959), s. 108f.: "En vigtig kilde til oplysning om handelsforholdene er Svendborg bylov, som den blev vedtaget af borgmestre og råd, byfoged og kæmnere samt byens 24 mænd den 10. april 1619. Som det klart siges i indledningen, drejer det sig i virkeligheden om en revideret og med enkelte artikler forbedret gengivelse af en ældre vedtægt fra 1572.

For såvidt angår bestemmelserne vedrørende handelen, er det i højere grad hensynet til byens almindelige forsyning, der vejer til, end de handlendes interesser. Det gælder bl.a. den vigtige bestemmelse, at der på torvedage skulle holdes vagt af to borgere i hver af byens porte. Vagterne skulle føre opsigt med, at ingen købte udenfor portene eller bygrænsen. Svigtede de og så igennem fingre med overtrædelser, ifaldt de en bod på 3 mark til byen og det samme til kongen, mens den, som indlod sig på sådant forkøb, skulle straffes med to timer i halsjernet. Ligesom man her søgte at sikre indbyggerne frit udbud af de varer, der bragtes til torvs, bestræbte man sig for at skaffe dem ligelig adgang til at forsyne sig med fisk ved skibsbroen. Derfor måtte ingen springe i bådene for at købslå, men alle skulle pænt blive stående, til de havde lagt til. Overtrædelse skulle straffes med konfiskation af de købte varer til lige deling mellem hospitalet og den, der foretog konfiskationen. Hensynet til byens brændselsforsyning medførte forbud mod at nogen borger solgte brænde eller kul, dvs. trækul, til udenbys folk. Til forhindring af misbrug med mål og vægt bestemte byloven, at de anvendte skæpper og fjerdingkar skulle være indbrændte byens mærke, samt at der kun måtte bruges sjællandsk alen og vægt.

Naturligvis var man dog også på vagt overfor konkurrencen udefra. Derfor måtte ingen borger eller borgers tjener gå til skibsbroen med udenbys folk for med gæstepenge at tilkøbe dem sild og andre varer af fremmede, eftersom det kunne være til skade for deres medborgeres næring. Heller ikke måtte nogen indbygger udlåne sit skæppe- eller alenmål til udenbys folk til brug mellem disse indbyrdes. Overensstemmende med lovgivningen imod land- og forprang hedder det, at ingen bissekræmmere må omløbe på landsbyerne med deres kram og der igen opkøbe til forprang flæsk, smør, skind, huder, o.a. købmandsvarer. For de offentlige markeder gjaldt fra gammel tid en bestemmelse om, at ingen måtte tillade kræmmere at opslå deres kramboder udenfor torvet. Disse markeder var de eneste lejligheder, hvor det var tilladt de fremmede at handle indbyrdes og med bønderne. Men selvfølgelig har det været ønskeligt at have lidt indseende med, hvad de foretog sig, og det kunne bedst ske på torvet."