Overfaldet i Lindskoven (Frederik Frederiksen. 2.del)

Fuldmægtig Sophus Wognsen (1836-1900): Sophus Wognsen var konstitueret herredsfoged i Hans Carl Sagers fravær. Når jeg i teksten udtrykker en vis forargelse overfor lemfældigheden i en sag som den beskrevne, skal det på ingen måde opfattes som en opbakning til koret af nutidige højreorienterede politikere, hvor skattelettelser, hurtigere hastigheder på motorvejene, hetz mod indvandrere - og strengere straffe til forbrydere gøres til den populistiske eller enkelte gange stupide løsning på snart sagt alle samfundsmæssige problemer. Foto: Rudkøbing byhistoriske Arkiv.1.september 1876 havde smedesvenden Frederik Frederiksen udstået sin straf i arresten i Svendborg for vold mod Ane Kirstine Hansen fra Freltofte.
Han blev udstyret med et "tvangspas" med det tilhold, at han straks skulle begive sig direkte til hjemkommunen Sandby på Lolland. I Nakskov skulle han melde sig hos herredsfogeden for Lollands Nørre Herred. På rejsen skulle han i Rudkøbing melde sig på by- og herredsfogedkontoret i Strandgade. Derefter skulle han næste formiddag med den færgen fra Spodsbjerg. I Rudkøbing kunne han få de halvtreds øre til billetten med damperen "Spodsbjerg".
Vilkårene blev oplæst for ham.
Han kom ganske vist med damperen til Rudkøbing, meldte sig kontoret i Strandgade og fik pengene. By- og herredsfoged Sager selv var i øvrigt bortrejst, og kontoret blev ledet af hans fuldmægtige Sophus Wognsen.
Allerede i Rudkøbing købte Frederik Frederiksen brændevin, men kom dog alligevel til Spodsbjerg ud på aftenen. Det var nemlig dér, han skulle overnatte. Men han fortsatte drikkeriet. Først købte han en ½ pægl brændevin ved færgestedet, men da man dér nægtede at sælge yderligere af den berusende væske, købte han brændevinen andetsteds.
Han kom ikke med damperen næste dag.

Høstfesten

Om aftenen 3. september havde Anine Hansen fra Lindelse på tolv år og hendes lillesøster på otte fået lov til at gå ned for at se på høstfesten i Lindskoven. Faderen Hans Mikkelsen havde sagt, at de skulle komme tilbage klokken 9. Men da var det allerede blevet mørkt, og en skydækket himmel dækkede for fuldmånen. Piletræerne langs stien gjorde de to søstres korte vej hjemad endnu mere skummel.
Halvvejs mellem festpladsen og landsbyen dukkede der pludselig en skikkelse frem af mørket. Manden kastede lillesøster til side og greb fat i Anine og slæbte hende indenfor et gærde, der løb langs vejen. Han slog hende i ansigtet, så hun faldt omkuld, og kastede sig over hende.
Anine forsvarede sig så godt, hun kunne, senere kunne det konstateres, at hun havde forstuvet venstre arm Hun forsøgte at råbe, men manden holdt hende for munden. Heldigvis kom der netop flere gæster gående fra festpladsen, inden der skete videre. Da voldsmanden hørte dem nærme sig, flygtede han.
Næste dag tog faderen sin ulykkelige og lettere kvæstede datter med til herredskontoret i Rudkøbing for at anmelde, hvad der var sket.
Wognsen vidste godt, at Frederiksen ikke var kommet til Lolland og dermed havde brudt sit tilhold. Efter at han ikke var kommet med færgen i Spodsbjerg, var han set i Longelse, Fuglsbølle og Lindelse sogne, hvor han levede af at tigge. Det vil sige, at for de fleste penge købte han brændevin.
Den 6.september blev han arresteret af sognefogeden i Longelse. Næste dag blev han fremstillet i retten i Rudkøbing.

I retten

Frederiksen vedkendte sig tiggeriet, som foruden bruddet på tilholdet var klart ulovligt.
Han havde godt nok også været til høstfesten i Lindskoven, men han kendte ikke noget til overfaldet på Anine.
Som nævnt havde det været mørkt på gerningstidspunktet, og pigen kunne ikke genkende Frederiksen som sin overfaldsmand, da de begge var tilstede ved et forhør. I forbindelse med overfaldet havde manden dog sagt et par kommandoer, og da Frederiksen talte i retten, observerede Anines mor, at hun blev tydeligt rystet.
Voldsmanden havde igen tabt sin kasket. På Anines mors foranledning skulle Ane Margrethe Hansen også fra Lindelse møde op til et retsmøde. Hun forklarede, at hun dagen efter høstfesten var blevet opsøgt af en ung mand, som hun aldrig havde set før. Manden sagde, at han var fra Spodsbjerg, Han ville låne en kasket. Hun havde givet ham en gammel én, som han godt måtte beholde, fordi "den var uden værdi".
Konen blev så konfronteret med Frederiksen. Hun mente godt nok han lignede den pågældende, men var ikke sikker. Det var Frederiksen derimod: han havde ikke lånt en kasket og havde aldrig set konen før.
Wognsen valgte ikke at undersøge overfaldet yderligere.
Foruden den usikkerhed, som var begrundelsen for hans handlemåde, skal de videre begivenheder nok forstås på den måde, at Wognsen valgte den nemmeste løsning for sig selv og domstolen. Hvis en sag skulle føres, krævedes det nemlig, at amtmanden beskikkede forsvarer og anklager, hvorimod tiggeriet og bruddet på tilholdet kunne den konstituerede by- og herredsfoged klare alene med de to obligatoriske retsvidners og politiassistent Phillipsens hjælp.
Det mindre betydningsfulde i overfaldet blev understreget af den konstituerede distriktslæge C Melsons lægeerklæring efter undersøgelse af pigen nogle dage efter overfaldet. Han konstaterede, at hendes skrammer og sår var små og overfladiske og at hendes arm var i bedring.
Frederik Frederiksen blev idømt otte dage i arresten i Rudkøbing for derefter at blive sendt videre til Lolland. Han "begærede ikke appel" da de to stævningsmænd forkyndte ordlyden af dommen udenfor hans arrest i Rudkøbing.
Wognsens handlemåde siger unægtelig også en hel del om datidens syn på kvinder og børn.

Bøddel eller offer?

Spodsbjerg var blevet sat ind på ruten Spodsbjerg-Nakskov i 1869 - tre år efter den første dampskibsforbindelse til Rudkøbing.Den 27-årige smedesvend Frederik Frederiksen var 63 tommer høj, stærk af bygning. Hans ansigtsfarve var bleg, og han havde mørkt noget krøllet hår og et lille hageskæg.
Anine Hansen, hendes søster og Frederik Frederiksens andre ofre skal ikke bebrejdes, hvis de ønskede ham et temmelig varmt sted hen.
Som udenforstående må vi andre forsøge at se den uforløste seksualitet, drikkeriet og den voldelige adfærd i en større sammenhæng.
Hans opvækst antyder en forklaring.
Han var født udenfor ægteskab i Sandby ved Tårs på Lolland. Han kendte ikke sin mors navn og var blevet "opdraget" af fattigvæsnet. Det vil sige, at han som spæd var blevet udliciteret til den familie, der skulle have mindst for ulejligheden. Allerede tidligt havde han skiftet plejefamilie.
1869-70 havde han aftjent de femten måneders værnepligt ved marinen. De tolv måneder havde han været ombord på korvetten "Thor", resten af tiden havde han været på logiskibet "Dronning Marie".
Én gang var han blevet dømt til et års forbedringshusarbejde for et meget brutalt voldtægtsforsøg mod en pige på elleve år. Forbrydelsen var foregået på Lolland i1872. Straffen var blevet afsonet i "Vridsløselille Forbedringshus", denne anstalt var ligesom tugthuset i Horsens blevet bygget i 1850-erne til afløsning af en række yderst forældede fængsler. Han var også to gange blevet idømt mindre straffe for vold mod voksne kvinder. Første gang i Store Heddinge på Sjælland i 1871. Anden gang på Lolland i 1874.
Straks efter afsoningen af den sidste dom var Frederik Frederiksen i foråret 1874 af sin forsørgelseskommune blevet sendt til Amerika.
Men han vendte tilbage i juli 1875. Året tidligere var han ankommet til Boston, og det var også derfra, at han nu fik hyre på en amerikansk bark, der sejlede til England. Fra Liverpool krydsede han landet til Hull, og fik derfra skibslejlighed til Hamborg.
Han arbejdede godt en måned hos en smed i Bramdrup ved Kolding. I september havde han fået arbejde hos smeden i Dongs Højrup på Fyn. Ved juletid var han så kommet til Ravndrup. Efter at have afsonet sin straf i Svendborg arrest for overfaldet i Gislev var han så kommet til Langeland på vej til Lolland.

Billedtekster:

1. Fuldmægtig Sophus Wognsen (1836-1900) var konstitueret herredsfoged i Hans Carl Sagers fravær.
   Når jeg i teksten udtrykker en vis forargelse overfor lemfældigheden i en sag som den beskrevne, skal det på ingen måde opfattes som en opbakning til koret af nutidige højreorienterede politikere, hvor skattelettelser, hurtigere hastigheder på motorvejene, hetz mod indvandrere - og strengere straffe til forbrydere gøres til den populistiske eller enkelte gange stupide løsning på snart sagt alle samfundsmæssige problemer.
   Foto: Rudkøbing byhistoriske Arkiv.
2. "Spodsbjerg" var blevet sat ind på ruten Spodsbjerg-Nakskov i 1869 - tre år efter den første dampskibsforbindelse til Rudkøbing.
   Læs eventuelt Ole Mortensøns bog fra 1999 "Færen går" om de langelandske færgeforbindelser gennem årene.
   Foto: Langelands Museum.

Note:

1. Kommunerne betalte i omfattende grad sine "utilpassede" en enkeltbillet til Amerika. Denne trafik blev siden hen forbudt ved lov.
   Ca. 300.000 personer udvandrede fra Danmark mellem 1870 og 1910 - mest fattigfolk der søgte bedre muligheder i det fremmede.
   I den sammenhæng er det trods alt en lille del af denne samlede udvandring, der foregik på den ovennævnte måde - og selvsagt var den danske udvandring til USA kun en lille procentdel af den samlede europæiske.
   Men det bliver alligevel ufrivilligt morsomt, når diverse forskere som noget positivt fremhæver "amerikansk mentalitet" som et resultat af pionerånden hos de indvandrede. Ud fra den samme logik må man konstatere, at John Wayne ikke fik ram på alle skurkene, og at nogle af deres efterkommere i dag indtager endog centrale poster i den amerikanske regering.