Blinde Anders (1831-1904): Foto: Odense Bys Museer.En mandag aften først i marts 1876 underholdt den blinde musiker 44-årige Anders Jaobse fra Højby sammen med andre musikere på Gislev kro.
Han var blevet fulgt til Gislev af den jævnaldrende gifte kone Ane Kirstine Hansen fra Freltofte. I et år havde hun nemlig fungeret som hans ledsager og fører, når han skulle rundt for at spille.
Da musikerne sluttede ved midnat, gik de og Ane Kirstine - kaldet Stine - ind i skænkestuen for at få lidt natmad.
Der var en del andre gæster. Anders blev på et tidspunkt tiltalt af en ung noget beruset smedesvend ved navn Frederik Frederiksen. Denne spurgte ham bl.a. ud om, hvordan det var at leve med blindheden og ville trykke ham i hånden.
Stine og Anders forlod kroen ved ettiden. Den blinde blev hjulpet ned ad trappen af en medhjælper på kroen.
Fuldmånen lyste ikke meget op mellem de drivende skyer i den regnfulde nat.
Da Stine knælede for at smøge den blindes bukser op, fordi vejen var sølet, så hun en mand i mørkt tøj stå stille på vejen.
Idet hun holdt Anders under hans venstre arm, begav de sig ad landevejen mod Ørbæk. De skulle nemlig sove ved en af den Anderses bekendte, en gårdmand der boede i nærheden af Ørbæk.
Uden at de opdagede det, fulgte den ukendte efter dem.

Forfølgelse og overfald

Efter at de havde tilbagelagt et stykke vej, indhentede manden dem og begyndte at gramse på Stine. Idet hun forskrækket vendte sig, genkendte hun den unge mand fra skænkestuen. Hun råbte, at han skulle lade hende være. Anders spurgte, hvad der dog skete. Stine sagde, at det var smedesvenden fra kroen, der generede hende.
Flere gange talte den blinde til manden, men denne svarede ikke, men han blev ved at følge efter dem, og undertiden blev han nærgående overfor Stine - gramsede eller puffede.
De to forfulgte snakkede om, hvordan de kunne undgå deres plageånd. De forsøgte skiftevis at gå langsomt og hurtigt. Anders opfordrede smedesvenden til at holde sig til den ene side af vejen, mens de selv gik i den anden - intet hjalp.
En fjerdingvej fra Gislev, hvor vejen gik gennem en skovbevokset lavning inden Herbekhusene, kom manden igen helt hen til parret, og pludselig lagde han en arm om Stines hals. Hun rev sig løs og slog ham over hånden med sin sammenfoldede paraply.
Men han havde sin livrem i den anden hånd, den var trukket gennem spændet som en løkke. Han kastede remmen ned om hendes hoved og hals, rev hende baglæns omkuld, slæbte hende med remmen fra midten af vejen, hvor Stine og Anders havde gået, og væltede hende i en vejgrøft med en del vand. Hun faldt på ansigtet og fik voldsomt næseblod. En sten gav hende en flænge udvendigt på næsen. Voldsmanden slæbte hende videre et stykke gennem grøften, før han stoppede. Hun kunne næppe trække vejret på grund af remmen, men med besvær fik hun sig alligevel vendt, blot for at se at manden i det samme kastede sig over hende.
Anders kom løbende i retning af spektaklet. Han havde en stærk hørelse, og ud fra at han kunne høre voldsmandens åndedrag, fat i dennes krave. Første gang han slog med sin stok, ramte Anders forbi, men med andet slag ramte han skurken i ansigtet, så denne slap Stine og rem og derefter flygtede bort i retning mod Ørbæk.  

Livremmen og kasketten

Stine løsnede med besvær den kvælende rem fra halsen, hvor spændet havde boret sig dybt ind i hendes nakke. Anders hjalp hende på benene, og de kom op fra grøften. Stine gispede efter vejret, var gennemblødt af vandet fra grøften og oversmurt med sit eget blod
Foruden at forbryderen ikke havde fået sin livrem med sig, så havde han også tabt sin kasket.
Stine og Anders var bange for at fortsætte og blev enige om at gå tilbage til Gislev. På kroen var beboerne imidlertid gået til ro. For ikke at forstyrre tilbragte de natten i en uaflåset sal i den gamle krobygning. Stine havde lidt skiftetøj med i en bylt.
Næste morgen berettede de to, hvad der var sket, først til kromand Henriksens 21-årige datter Henriette og derefter til kromanden selv, da denne ret hurtigt var kommet ud af sengen efter datterens beretning.
Sognefogeden i Gislev Christian Pedersen blev tilkaldt, og overfor ham gentog Stine og Anders den uhyggelige historie. Sognefogeden fik overleveret livrem og kasket.
Mistanken samlede sig om en smedesvend fra Ravndrup, og Pedersen opsøgte smeden Rasmus Jacobsen. Smeden var meget syg og lå i sengen med tøjet på. Svenden, der ellers skulle passe forretningen, var forsvundet fra sit værelse i samme bygning som smedjen, uden at han havde sagt noget hverken til smeden eller til dennes kone. Han havde ikke medtaget det lidt ekstra tøj, han havde.
Der gik dog kun nogle få dage, så blev han arresteret hos smeden Mads Henriksen i Dongs Højrup, som var hans tidligere arbejdsgiver, og hvor han igen havde fået arbejde.
Dagen efter anholdelsen blev smedesvenden Frederik Frederiksen fremstillet i retten på rådhuset i Svendborg. Livrem og kasket var i mellemtiden blevet indleveret på herredskontoret også i Svendborg. I forbindelse med dette og de følgende forhør var Frederik Frederiksen indesluttet og forsøgte at lyve sig fra, hvad der var sket: Den pågældende aften havde han båret en blå dragonkasket med blanke knapper og ikke en sort som den fundne - sin sorte kasket havde han tabt ved juletid, da han dengang forlod smeden i Dongs Højrup for at starte med at arbejde i Ravndrup. Læderlivremmen, som han netop havde købt hos sadelmageren i Gislev, lå på hans værelse hos smeden i Ravndrup - påstod han.

Gislev kros grundplan i 1876: Ud fra krovært Henriksens anvisning lavede Niels Tvede en tegning, som viser Gislev kros grundplan i 1876. Frederik Frederiksen smuttede ud af døren i gavlen, mens medhjælper på kroen Peder Emil Bondo hjalp den blinde ned ad fortrappen. Landsarkivet for Fyn.Thi kendes for ret

Men beviserne tårnede sig op. Stine havde genkendt sin overfaldsmand, og kroværten og andre vidner havde set smedesvenden på kroen med en sort kasket. Den nye livrem var ikke at finde hos smeden i Ravndrup.
Endvidere kunne husmand Hans Larsen, der boede i nærheden af gerningsstedet, fortælle, at han klokken tre om natten mellem mandag og tirsdag var blevet vækket af en mand, der havde banket på ruden og ville have natlogi. Manden havde sagt, at han var smeden i Ravndrup. Fra sin seng havde Hans Larsen afvist ham og sagt, at han så kunne gå til Ravndrup.
Da Hans Larsen alligevel var stået op og gået ud, havde manden været ved at installere sig i husmandens brændeskur. Larsen havde vist ham ud på vejen, først var han gået mod Ørbæk, men var snart vendt om. Manden havde været barhovedet og havde holdt sin hånd over hovedet for at beskytte sig mod regnen, der nu var begyndt at falde tæt.
Hans Larsen ville dog ikke kunne genkende manden, for selvom der havde været fuldmåne, havde det selvsagt været mørkt på grund af regnskyerne.
Det var selvfølgelig også mærkeligt, at smedesvenden havde forladt sit arbejde på den nævnte måde - den stakkels syge smed i Ravndrup døde i øvrigt et par uger senere.
Oprindelig havde herredsfogeden forestillet sig, at overfaldet var et forsøg på at stjæle Anderses penge, som Stine opbevarede, og som Frederik Frederiksen havde set på kroen. Det var det måske også, men forbrydelsen havde tydeligvis også et seksuelt motiv.
Frederik Frederiksen var tidligere blevet straffet for lignende forbrydelser.
Det var midt i juli, da han endelig blev dømt "for vold udøvet imod Rasmus Rasmussens hustru Ane Kirstine Hansen af Freltofte". Dommen lød på beskedne 6 gange 5 dage "på vand og brød", men han skulle "udrede alle af hans arrest flydende omkostninger, derunder i salær til aktor prokurator Stürup og til defensor prokurator Hansen 20 kroner til hver". Dommen var underskevet af underretsdommer Niels Tvede, herredsfoged i Sunds/Gudme herreder.
6 gange 5 dage betød, at der var "mellemdage" i frihed, når der var gået fem dage. "Vand og brød" skal tages helt bogstaveligt. Vigtigst var, at månederne i varetægtsfængsel ikke på nogen måde blev modregnet eller godtgjort og anstændigvis indirekte også blev en del af den noget milde straf.

Ofrene

I sagen er der ikke så meget at læse om Stine og Anders.
Hun var fra Freltofte og havde ført den blinde musiker rundt til gilder, øveaftener mv. i et år.
"Blinde Anders" var en bekendt spillemand, og hvad der i denne sammenhæng bliver vigtigt, så var han en bekendt af Carl Nielsens far. Komponisten omtaler ham nemlig i barndomserindringerne "Min fynske barndom". I bogen hedder det: "…en mand der hed Blinde Anders, og som var kendt over næsten hele Fyn. Han var virkelig noget af et geni, ikke blot i musikalsk henseende, men også som deklamator og fortæller. Man sagde, han var uægte søn af en fornem mand og var blevet opdraget af en godsejer på Hollufgaard indtil dennes død. Hans dannelse og viden var højt over den almindelige på landet, og han havde, trods sin blindhed, et så ejendommeligt halvt sarkastisk og dog meget vindende og levende væsen, at landbefolkningen ikke kunne få øjnene fra ham, så snart han var til stede; det mindste ord, han sagde, kom ligesom fra en anden, interessantere verden". Et andet sted: "Blinde Anders spillede afvekslende klarinet og violin, men ind imellem dansene fortalte han folk historier og mærkelige eventyr, som jeg sikkert tror, han selv digtede".
I sagen fra Gislev fortælles det, at han blev blind som spæd. Han var på "Blindeinstituttet" i København i fem år, fra han var 12, indtil han var 17. Det var dér, han foruden at lære at spinde og strikke også lærte at spille.
Anders Jacobsen ernærede sig i stor udstrækning som musiker, men fik også nogen fattighjælp fra Højby Kommune. Desuden modtog han årligt et privat legat på 20 rigsdaler og en livrente på ligeledes 20 rigsdaler fra forhenværende proprietær C C Langkilde på Hollufgård.
Af 1880-folketællingen fremgår det, at Anders flyttede fra Højby til Freltofte og boede i samme hus som Stine. Rasmus Rasmussen døde i 1884.
19.november 1885 blev Stine og Anders gift i Nørre Lyndelse kirke. Men det er en helt anden historie.

Læs derimod om Frederik Frederiksens uge på Langeland i begyndelsen af september 1876