I tidligere tider førte Danmark og Sverige adskillige krige imod hinanden. Den sidste krig i en lang række blev den såkaldte "Store nordiske Krig", der sluttede i 1720 - det var den hvor bl.a. Tordenskjold huserede.

Carl Gustav-krigene.

Værst gik det ud over det nuværende Danmarks øer under de to krige i årene 1657-60.
I den første krigsvinter førte den svenske konge Carl X Gustav nemlig sine tropper over isen først fra Jylland over Lillebælt, så fra Fyn til Tåsinge og videre til Langeland og via Lolland og Falster helt til Sjælland.
Bortset fra København blev hele landet besat.
Situationen førte til den for Danmark ydmygende "Roskildefred", hvor bl.a. de danske provinser øst for Øresund blev afgivet til Sverige.
Besættelseshæren skulle ifølge fredsaftalen være ude af Danmark inden 1.maj, og de blev da også trukket tilbage fra Sjælland.
Men den svenske konge brød den indgåede aftale, formodentlig fordi han ellers ikke vidste, hvordan han skulle opretholde sin hær. Af hæren var kun en 1/3 svenskere, resten var fortrinsvis hvervede tyskere, men den bestod også af lignende "landsknægte" fra Holland, Skotland og England - og de skulle alle forplejes og forsørges.
Størstedelen af Danmark blev således stadig holdt besat. I august blev en stor del af hæren sejlet fra Fyn tilbage til Sjælland.
København blev belejret og svenskerne forsøgte uden held en storm i februar 1659.
Samme år i november blev svenskerne slået ved "Slaget ved Nyborg". Men danskernes allierede, som bestod af polakker, brandenburgere, hollændere og tyske kejserlige tropper opførte sig absolut ikke bedre end besætterne og medbragte tillige pest.
Civilbefolkningen var i en krig dengang som i dag den store taber. Selvfølgelig var byrderne i forbindelse med besættelsen ulige fordelt, men bl.a. var svenskernes tropper på Langeland.

Døren fra Hennetved

I september 1658 blev Langeland tilbageerobret af danskerne fra de vistnok dengang fåtallige besættelsestropper. Dette skete dels med regulære tropper, der kom fra Lolland dels ved hjælp af den lokale befolkning.
Efter flere forsøg lykkedes det svenskerne i marts året efter atter at bemægtige sig øen.
"I 8 måneder fra den 21.marts til den 19.november blev så øen "i bund og grund ruineret og plaget"" citerer Vilhelm Lütken i sin Langelandshistorie en skipper fra Snøde, der som dreng havde oplevet den tid.
Fra en stor gård i Hennetved stammer en fint udskåret dør med en malet indskrift fra 1660. Teksten mindes den svenske besættelse. Det hedder:
O Gud frie os fra sådan Plag
som svenske Fiender har haft behag
i det at plyndre Huset ud
de arme Døre skiød itu
I Barselsseng den Kone laa
de velted hende i bare Straae
med et Spædtbarn udi sin Arm
Hun udstod dog den Skræk og Harm
Gud hialp dem dog af denne Nød
ved Nyborg maatte Fienden døe
Gud lade os æde vort Brød med Fred og Roe
og siden i Himmeriges Rige evig at boe.

En vandrehistorie?

De fremmede tropper plyndrede overalt på øen - også i Kædeby.
I sidstnævnte by samlede der sig efter et sådant overfald en gruppe beboere, og de optog forfølgelsen af soldaterne.
Solaterne ville tilbage til Faarevejle, hvor de havde lejr. De havde dog ikke noget godt kendskab til langelandsk geografi, og havnede på Korsehoved. Dengang var hele Kædebyhaver en halvø. Flugtvejen var således afskåret dels af Lindelse Nor dels af havet.
De blev indhentet og skudt af deres forfølgere, som fik kulet ligene ned og i øvrigt slettet sporene efter, hvad der var passeret.
Historien er ikke usandsynlig, og den har i alt fald en god moral, i og med at folk ikke som en selvfølge lader sig undertrykke og bestjæle. Måske er det blot en historie, som udtrykker de daværende eller senere beboeres fromme håb om, hvordan det bør gå den slags rans- og voldsmænd.
Men det alt overvejende billede var, at man efter "Slaget ved Nyborg" og den efterfølgende befrielse af også Langeland kunne konstatere, at øen var så ødelagt som næppe før og i hvert tilfælde ikke siden.
Langeland var i stor udstrækning blevet affolket, en del af befolkningen var blevet myrdet, og endnu flere var flygtet. Jorden var ikke blevet dyrket. Besættelsestropperne havde stjålet værdier, ødelagt huse, samt fældet og bortført store mængder egetræ til skibsbygning.
I den følgende hårde vinter opstod der hungersnød.
Det tog mange år før Langeland kom på fode igen.

Billedtekst: (billede mangler)
Døren fra Hennetved på Nationalmuseet.
Palle Lauring brugte et billede af døren som illustration i sin Danmarkshistorie. Han gør opmærksom på, at for at verset skal rime komplet, skal man huske på langelandsk udtale af ordene.
Han fortæller endvidere, at der er et skudhul i døren, og slutter sig til, at det således må være tale om en af "de arme Døre".

Note:

Vilhelm Lütken nævner to beskrevne døre fra gården i Hennetved. Den anden dørs tekst er tydeligt en del yngre. Jeg holder mig her udelukkende til Palle Laurings tidsangivelse.