De døde tvillinger

Før 1919 blev ikke alene rollen som dommer i første instans, men også som politimester bestridt af en såkaldt "retsbetjent" med titel af by-, herredsfoged eller nogen gange med titel af birkedommer.

Retsbetjentarkivet

På Langeland - såvel som de fleste andre steder i landet - blev embederne som byfoged i købstaden og herredsfoged for de nærliggende landdistrikter varetaget af den samme person.
De skriftlige referater af retsbetjentens indledende forhør i en sag skulle lægges til grund for, om amtmanden for det givne amt skulle rejse en sigtelse.
Selve retsagerne var også meget skriftligt orienterede.
De to ovennævnte forhold betyder, at det såkaldte "retsbetjentarkiv" på "Landsarkivet for Fyn" bliver en særdeles interessant historisk kilde.
Indenfor dansk arkivvæsen eksisterer der desuden en regel, der gør at "personfølsomt" materiale yngre end 80 år som f.eks. i de efterfølgende "dommerarkiver" og "politimesterarkiver" er utilgængeligt.
De enkelte sager i "retsbetjentarkivet" er i sig selv spændende at læse, men de fortæller som regel også en hel del om mere almene leveforhold.
Sagerne handler selvsagt om det værste af det værste i samfundet. Man kan læse om mord, voldtægt, fødsler i dølgsmål og fosterdrab. Det langelandske retsbetjentarkiv er ikke forskelligt fra andre.
Fortrinsvis handler sagerne selvfølgelig om mere almindelig vold og tyverier.

Fattigfolk i Longelse

Longelse Kirke: 17.juni blev tvillingerne begravet på Longelse kirkegård.Følgende historie fra Longelse viste sig ikke at være kriminel - i hvert tilfælde ikke i almindelig forstand.
Et er dog sikkert. Historien bag nummer 36/1872 er mindst lige så tragisk som de andre numre i herredsfoged Hans Carl Sagers tykke protokol.
Husmand Peder Mogensen og konen Laurentine Christine Hansen boede i et lille hus i Gåseris på Nørre Longelse Mark.
Han arbejdede på den nærliggende Longelse Møllegård. Hun var hjemmegående, var 30 år og havde allerede barslet 7 gange.
Den 7. gang i februar 1872 havde hun født tvillinger - et barn af hvert køn. Pigen og særlig drengen var små og svagelige. Dette blev forstærket af, at moderen ikke havde mælk nok. Hun forsøgte i det mindste at få den ene af dem til at die, men det lykkedes slet ikke, og mælken svandt helt bort. I juni vejede pigen kun 8½ pund, og den meget svagelige dreng, der i ansigtet nu lignede en gammel mand, vejede mindre end 8 pund.

Mod aften

Spædbørnene havde i stedet for modermælken vænnet sig til at spise forskellige slags grød og brød med kogt mælk fra en af ægteparrets to køer. Det kunne f.eks. dreje sig om sagovælling, byggrødsvælling og sød grød eller rugbrød med kogt mælk på.
Laurentine købte rugbrød hos bageren i Longelse, som i øvrigt også var sognefoged - altså havde en lokal politifunktion. Hvedebrød købte hun af to forskellige brødkoner, der jævnligt kom forbi - dengang gik sådanne omkring og solgte deres produkter.
Mandag 10. juni spiste tvillingerne godt. De fik mælk med gammelt rugbrød i.
Laurentine havde ikke været rask i den senere tid, og om tirsdagen måtte hun blive i sengen. Hendes svigermor enken Maren Pedersen, der boede i nærheden, var hos hende det meste af dagen, og hjalp hende med de mange børn. Nabokonen kiggede også forbi.
På et tidspunkt havde Laurentine den spæde pige oppe hos sig i sengen. Da var den lille meget lattermild.
Men svigermoren og Maren bemærkede også, at tvillingerne på et tidspunkt svedte meget stærkt.
Om eftermiddagen købte svigermor hvedebrødskringler af brødkonen Bodil fra Spodsbjerg, da sidstnævnte kom forbi på det ene af sine to ugentlige besøg. Børnene var på det tidspunkt noget urolige og ville ikke spise noget, men om aftenen spiste de til gengæld godt af kringlerne opløst i kogt mælk.

Døden

Peder Mogensen kom hjem fra arbejde mellem 8 og 9. Klokken 10 gik ægteparret til ro, efter at konen havde svøbt og lagt tvillingerne i vuggen ved siden af forældrenes seng.
De to lå med ryggen til hinanden, således at drengen havde ansigtet ind mod forældrenes seng, hvor konen lå yderst og manden ind mod væggen. Hen på natten var drengen vågen og klynkede på sin sædvanlige svage måde. Laurentine gav ham sutteflaske. Han drak en lille smule og faldt atter i søvn. Klokken ca.4½ ville ægteparret atter stå op, fordi Peder skulle på arbejde. Han skrævede fra deres seng over i en anden, fordi konen og vuggen hindrede ham i at komme den direkte vej ud på gulvet - alkovesenge var almindelige på dette tidspunkt.
Peder sad og var ved at trække strømperne på, da Laurentine, som havde rejst sig på albuen, pludselig udbrød, at drengen var død.
Fråden stod ud af munden på den lille. Laurentine tog det lille lig op, og ville så se, hvordan det stod til med pigen, og opdagede, at også hun havde fråde om munden - og var død.
Stadigt tidligt om morgenen gik Peder tværs over øen for at hente embedslæge Christian Røse i Rudkøbing, så denne kunne foretage det behørige ligsyn.
Da de to nåede tilbage, var dødsstivheden allerede indtrådt. Røse undersøgte børnene, men kunne ikke afgøre dødsårsagen.
Hjemme i Rudkøbing meddelte lægen politiet, hvad det var sket, men understregede, at han ikke havde grundlag for at mene, at der var sket noget kriminelt.

Myndighederne går i gang

Sager: Herredsfoged SagerHerredsfoged Sager måtte også mene, at det var højst besynderligt med de to samtidige dødsfald - også fordi domstolen i Rudkøbing i marts havde afsluttet en lignende sag, hvor et par spæde tvillinger var omkommet under mystiske omstændigheder - også i Longelse.
Dels besluttede Sager sig for i hemmelighed at indhente oplysninger om forældrene fra præst og sognefoged i Longelse, dels ville han have Røse til at foretage en obduktion af ligene.
Røse ville ikke obducere, det skulle i givet fald foregå sammen med en anden læge - og dette skulle ikke være sygehuslægen Gudmund Ravnkilde!! Man fornemmer en modsætning mellem de to langelandske læger - som i øvrigt begge var uerfarne med hensyn til at obducere.
Sager skrev til sin overordnede amtmanden for Svendborg amt Ludvig Brockenhuus-Schack. Sager redegjorde for den øjeblikkelige situation og spurgte endvidere, om han på dette grundlag skulle gå i gang med et forhør. Hvis amtmanden vurderede, at der skulle obduceres, så bad Sager ham om at telegrafere direkte til den øverste embedslæge for stiftet - stiftsfysikus Frederik Krebs i Odense - for så at få ham til Rudkøbing og ud fra de almindelige retningsregler at foretage obduktionen sammen med Røse.
Svarene indløb i de næste to dage. Præst og sognefoged havde kun godt at sige om Peder og Laurentine. Sognefogeden havde dog ikke optrådt mere hemmeligt, end at han havde spurgt alle naboerne. Sager fik det svar, at forældrene var "velansete og skikkelige folk".
Derimod ville amtmanden have, at der blev foretaget et forhør, samtidig havde han også inddraget Krebs.
Fredag 14. fik herredsfogeden et telegram fra sidstnævnte, der ville foretage en obduktion næste morgen kl 8. Sager skulle sørge for at forældrene bragte ligene til Rudkøbing.
Et par timer senere ville han foretage forhøret.

Samtidigt billede af Hans Carl Sager (1808-1885) der i mange år var by- og herredsfoged.
I 1869 blev han som embedsmand også "borgmester" i Rudkøbing og skulle lede det valgte byråd. I 1869-72 var han indvalgt i folketinget tilknyttet "Højre". Desuden har han sikkert været en holden mand. Men på trods af alt dette forekommer han at have haft nogen forståelse af de sociale forhold. Foto: Rudkøbing byhistoriske Arkiv.

Obduktion

Krebs og Røse i gang. Jeg skal forskåne læseren fra direkte citater fra obduktionsrapporten, men det siger sig selv, at sommervarmen ikke havde gjort sagerne bedre.
Der var ikke ydre tegn på, at børnene havde lidt overlast. Lungerne viste, at de ikke var blevet kvalt. Derimod var begges maver noget opløste på en måde, der tydede på, at der var sket en forgiftning, men de to læger var usikre i forhold til, hvordan dette var sket.
Derfor blev dele af de to børns lever og fordøjelsessystem lagt i hver to krukker, fyldte med alkohol og forseglede.
Krebs tog de fire krukker med hjem til Odense, hvor han opsøgte apoteker Gustav Lotze på Løveapoteket og bad ham om at foranstalte en kemisk undersøgelse.
På apotekets laboratorium åbnede lægen og apotekeren på behørig vis igen krukkerne, hvorefter Lotze gik i gang med saltsyre, klorkali og svovlbrinte. Men det var ikke muligt for ham at påvise, at der havde været et indhold gift i de to børns maver - som f.eks. arsenik.
Krebs konkluderede, at forgiftningen så måtte være udviklet af de fødemidler, børnene havde indtaget, "at de to børn var døde af den sygdom, som kaldes "mave-emollition", og at denne sygdom formentlig er fremkaldt ved en for deres spæde alder upassende næring" - han gjorde dog opmærksom på at tvillingerne samtidig kunne have lidt af en mere almindelig sygdom.
Det er sandsynligt, at børnenes maver ikke har kunnet fordøjet den føde, de fik. Men i bagklogskabens lys er det vist temmelig forvrøvlet, at fødemidlerne ligefrem skulle have fremkaldt en forgiftning - hvis de da ikke indeholdt bakterier eller ligefrem var fordærvede.
Som så mange andre spørgsmål i retsbetjentens protokol såvel som i livets andre forhold, så må tvillingernes død nok henregnes til de ubesvarede.

Note:

I den omtalte tidligere sag havde indsidder Hans Clausens hustru 42-årige Cathrine Marie Meyer været anklaget for "ved uagtsomhed at have forårsaget sine spæde børns død". Dette ægtepar "levede i meget fattige kår", bl.a. boede familiens 6 medlemmer i ét rum. Hun var efter en retsag, der havde strukket sig over et halvt år blevet frifundet mest pga. en udtalelse fra "sundhedskollegiet", som mente, at jordemoderen havde været forsømmelig, at Røse havde været udpræget tendentiøs i sagen, og at ligene efter at være blevet gravet op burde have været underkastet en obduktion for eventuelt at konstatere sygdomme i stedet for blot at konstatere, at de var ualmindeligt udmagrede.