Om morgenen kort efter klokken 8, fredag 16.november 1852 fik by- og herredsfoged Hans Carl Sager på sin bopæl i Rudkøbing underretning om, at der var ild i nogle bygninger i nærheden af Lindelse.
I sin egenskab af politimester, dommer og - ikke uvigtigt i denne sammenhæng - branddirektør for Langeland begav han sig straks afsted og var fremme ved brandstedet et kvarter over ni.
Ved landevejen på Herslev Mark lidt nord for Lindelse kunne han konstatere, at kommunes arbejdsanstalt var brændt.
Kun de sortsvedne mure af det grundmurede stuehus stod tilbage. Der var dog stadig ild i skillevæggene og nogle nedstyrtede bjælker. Udhuset, der havde været i bindingsværk, var fuldstændigt nedbrændt, her var der endnu ild i en stor bunke tørv, som havde ligget i et af husets rum.
Mange mennesker var tilstede. Mandskaberne fra Lindelse kommunes egne branddistrikter med deres materiel blandt andet brandsprøjten fra Lindelse kirke og folk med sprøjterne fra  Fuglsbølle kirke, Skovsgård og Humble kirkesprøjte var i gang med slukningsarbejdet.
Efterhånden blev den sidste ild slukket i hovedbygningen, og man fik spredt og slukket tørvene.
Omkring klokken to om eftermiddagen kunne Sager sende mandskaber og sprøjter hjem.
Der var ikke stort mere at gøre. Der blev anbragt en brandvagt på stedet, og alle andre gik hjem.
Næste dag blev det første møde i Langelands Sønder Herreds politiret angående den mystiske brand afholdt på Lindelse kro. Fra Rudkøbing havde Sager medbragt sin referent og to ordinære retsvidner.

Forhørene på Lindelse kro

Den første, der blev afhørt, var brandfogeden for Herslev distrikt gårdmand Jens Mogensen fra Vester Klæsøgård.
Det stod klart, at ilden med vinden hurtigt var blevet ført fra stuehusets stråtag over i det nærliggende udhus.
Jens Mogensen var dog først kommet tilstede, da alt havde stået lys lue, og begge huses tage og overtømmer var faldet ned. Han undskyldte sin sendrægtighed med, at nogle bakker vanskeliggjorde udsynet fra gården mod brandstedet. Han kunne oplyse, at ingen mennesker var kommet til skade, og desuden at en del af arbejdsanstaltens inventar var blevet reddet.
De næste vidner var de husmænd, der boede lige i nærheden af brandstedet. Den nærmeste nabo Lars Nielsen Clausen kunne fortælle, at han havde opdaget ilden omtrent klokken 7. Da havde han set en flamme ud af taget ved skorstenen i stuehusets østlige ende. Næppe 5 minutter efter havde der været ild i begge huses tage.
En anden af naboerne Christian Christiansen fortalte, at han efter at have hørt nødskrig fra anstalten var løbet derover. Ved husene havde han truffet opsynsmandens kone Marie Bjørnsen, og efter hendes anmodning havde han hjulpet med at redde nogle sengeklæder.
Andre vidner kunne fortælle, at de på eget initiativ senere havde været med til at redde svagelige personer ud gennem vinduerne.
Ingen af vidnerne kunne give en forklaring på brandens årsag.

Opsynsmandens udsagn

Opsynsmanden væver Christian Christensen havde haft jobbet siden anstaltens opstart i 1847.
Han forklarede, at han allerede dengang havde fået forsikret familiens personlige ejendele i ”Det første assuranceselskab på Langeland” for 350 rigsdaler. Ved branden havde han dog fået reddet det meste om end i noget beskadiget tilstand. Han anslog, at der på loftet var brændt værdier for ham for 150 rigsdaler – kommunen havde i øvrigt ikke anstaltens inventar forsikret.
Christensen redegjorde for, hvor hans egen familie og de 27 fattiglemmer havde boet i huset. Af sidstnævnte var de 14 børn – de tre uden familie på stedet. Så vidt muligt fortalte han også, hvor beboerne havde været på det tidspunkt, da ilden var opstået. De fleste af fattiglemmerne havde som han selv været i køkkenet klar til at spise morgenmad.
I den østre gavl havde der været to uopvarmede rum. Det ene havde været beboet af mand og kone, Jens Thomsen på 63 og Laurine Cathrine Hertz, kaldet Trine, på 39 år og deres 6 børn.
Ægteparret havde tidligere været i konflikt med loven, idet hun ti år tidligere havde været straffet med et kortere ophold i arresten i Rudkøbing på grund af tyveri. Han derimod havde siddet i forbedringshuset i Odense to gange á to år, otte og fire år tidligere, også på grund af tyveri, og - vigtigt i denne sammenhæng - han havde desuden afsonet 28 dage i tvangsarbejdsanstalten sammesteds for opsætsighed mod opsynsmanden. Så sent som samme sommer havde Jens været anklaget for at have forsøgt at stjæle 3 skæpper af noget byg, han havde tærsket i loen i arbejdsanstaltens udhus.

Brandbart materiale på loftet

Det andet rum i gavlen blev beboet af gamle Christen Albertsen ”Neppe” og tre drenge. Christens kone boede i øvrigt for sig selv andetsteds i anstalten. Christen var blevet i sengen på brandmorgenen, fordi han havde følt sig syg - senere havde han så måttet springe ud ad vinduet for at redde livet.
Ved siden af disse rum havde den store arbejdsstue – spindestuen ligget, her havde der været en ovn midt i lokalet. Ovn og røgrør havde været nede om sommeren og var først blevet tilsluttet skorstenen fire uger tidligere – ovnen i arbejdsstuen havde været den eneste varmekilde, der havde været tilsluttet skorstenen længst mod øst, som i øvrigt var muret ovenpå nogle svære bjælker på loftet.
Skorstenen, der var blevet fejet om sommeren, var altså kun blevet brugt i de fire uger. På loftet var røgen først blevet ledt igennem en såkaldt ”gris” til opvarmning af vand. ”Grisen” havde også været helt i orden oplyste Christian Christensen – hvilket senere blev bekræftet fra anden side.
På loftet havde der været flere særdeles brandbare sager: de fattiges kister med tøj, to favne brænde, tørrede kartoffeltoppe, nogle træspåner og avner til at strø under kreaturerne. Over hanebjælkerne havde der ligget langhalm.
Ved 6-tiden havde opsynsmanden sammen med det gamle fattiglem Stine Thomsen været på loftet for at hente korn og humle til ølbrygning. Disse ting lå på loftets vestre aflåste del. Ved den lejlighed havde de to ikke bemærket noget mistænkeligt eller lugtet røg.
Ved 7-tiden havde opsynsmanden siddet i køkkenet sammen med de fleste andre af husets beboere og ventet på, at Marthe Hansdatter fik gjort morgenmaden klar. Pludselig havde han ud gennem vinduet set, hvordan der havde slået røg ned fra taget. Da han var løbet udenfor, havde han kunnet se lys på loftet mod øst.

Trine Hertz

Trine havde opholdt sig i den store arbejdsstue for at amme sit spædbarn.
Ved siden af røgrøret, der havde været ført gennem en jernplade, havde der været et hul, som tjente til udluftning Hullet havde været af nogenlunde samme diameter som røgrøret og havde ført direkte op på loftet.
Et andet fattiglem, Jens Nielsens enke havde tidligere om morgenen gjort rent på arbejdsstuen og havde ved den lejlighed tændt op i ovnen med fire tørv. Kunne branden være foranlediget af, at Trine havde kommet yderligere brændsel på ovnen, og dermed forårsaget en overophedning?
Denne forklaring afviste Trine. Da Stine Thomsen senere blev forhørt, mente hun også at kunne afvise denne forklaring. Før hun gik på loftet med opsynsmanden havde hun nemlig været inde på arbejdsstuen, og da havde ovnen kun været lunken.
Begge kvinder var enige om, at arbejdsanstaltens tørv ikke havde været af bedste kvalitet: ”De var sene til at brænde”.
Trine forklarede, at hun pludselig havde hørt knagen og bragen på loftet, og at hun derefter havde råbt ud ad døren til de andre i køkkenet. Derefter havde hun reddet Søren Vintappers enke, som var gammel, syg og sengeliggende.
På det næste retsmøde tre dage senere tirsdag 20.november i Rudkøbing blev Trine igen afhørt, og i den forbindelse fremsatte hun en teori, der kunne tjene til at fjerne mistanken fra hende selv og hendes mand.
Trine fortalte, at der om morgenen var blevet tændt op under kedlen i bryggerset for at koge vand til den forestående ølbrygning. De dårlige tørv afgav så megen aske, at for at få luft til ilden under kedlen havde det været nødvendigt for Stine Thomsen at rage asken - med gløder - ud på det i øvrigt ikke brandbare gulv. Opsynsmanden og Stine var siden gået igennem bryggerset, da de skulle på loftet. Kunne gløder ikke have sat sig fast under deres træsko? Dette afviste opsynsmanden og sagde, at han og Stine i øvrigt slet ikke havde været på den del af loftet, hvor ilden var udbrudt.
Sager ønskede også at afhøre nogle af børnene på arbejdsanstalten. Derfor fik opsynsmanden besked på at få anstaltens 7 børn over 10 år med til det næste retsmøde fredag 23.november.

Jens Thomsen

Børnene kunne ikke bidrage med noget særligt. Der var da også et forhold, der kom til at overskygge alt andet ved retsmødet om fredagen og det sidste dagen efter.
Opsynsmanden fortalte nemlig, at fattiglemmet Christen Neppe havde fortalt, at Jens Thomsen engang havde sagt til ham, at han havde lyst til at brænde arbejdsanstalten af.
Trine, der også gav møde i retten denne dag, sagde, at hun aldrig havde hørt sin mand ytre sig på denne måde, selvom han, når han var fuld, havde en ”slem mund”. Retsmødet endte med, at Sager beholdt Trine som anholdt i arresten.
Næste dag blev Christen Neppe først afhørt. Han fortalte, at han engang i foråret havde gået ude i haven ved arbejdsanstalten sammen med Jens Thomsen. Jens havde sagt til Christen, at hvis Christen ville stikke ild på udhuset, så ville han selv stikke ild i stuehuset. Christen havde svaret, at det ville vække mistanke, hvis de stod op midt om natten. Videre havde han sagt, at det var en ”gruelig gerning” at stikke ild på arbejdsanstalten, da der var flere svagelige, der ikke selv ville kunne redde sig ud.
Den næste, der blev afhørt, var Jens Thomsen selv. Han benægtede at have sagt, som gengivet af Christen, også da de to blev konfronteret. Derimod fortalte han, at Christen engang i udhuset havde sagt ” at han ville være tilfreds om hele arbejdsanstalten stod i lys lue”. Denne snak var oveni købet blevet overhørt af opsynsmanden og Trine.
Opsynsmanden måtte bekræfte, at Christen faktisk havde sagt noget i den retning. Dengang havde Christen efterfølgende undskyldt og sagt, at han ikke mente noget ondt med sin snak.
Ingen mistænkte Christen for at være gerningsmanden, men det blev åbenbart, at han ikke duede som vidne. Sager konkluderede, at ”Christen Neppe er bekendt som en åbenmundet og en person, som ikke lægger nogen vægt på sin tale”.

Torvet i Rudkøbing: De fleste retsmøder foregik på rådhuset til højre. Fotoet er fra 1880-erne. Netop midt i 80-erne blev den nuværende store arrestbygning tilføjet rådhuset bagtil – indtil da var arresten i den viste bygning. Foto: Rudkøbing Byhistoriske Arkiv.Lænkehunden

Sager fornemmede, at han ikke ville kunne komme tilbunds i opklaringen af brandårsagen.
Forhøret blev sluttet, og en afskrift sendt til amtmanden for Svendborg Amt, for at denne som Sagers overordnede skulle vurdere herredsfogedens handlemåde.
Senere blev materialet sendt fra amtet videre til justitsministeriet, der skulle behandle brandforsikringsspørgsmålet – dette var nemlig dengang et offentligt anliggende. Fra ministeriet blev det påtalt ud fra en medfølgende tegning, at røgrøret til den østre skorsten havde været anbragt uforsvarligt, uden at man antydede, at dette kunne være brandårsagen.
Kun lænkehunden var omkommet i flammerne, katten var flyttet over til naboen, anstaltens kreaturer var blevet reddet og fattiglemmerne på forskellig vis anbragt rundt om i kommunen.
Så vidt så godt.
I april var de to bygninger næsten genopførte – men så en nat… 

Lukket inde i en lade

Kl. 11 samme aften blev Jens hensat i arresten. Det var sognefogeden i Stoense, der allerede ved middagstid havde arresteret ham og derefter havde fået ham bragt til Rudkøbing.(36)
Næste dag fredag blev Jens fremstillet i retten. Han kunne forklare ret udførligt om sin vej nordpå. Klokken 10 mandag formiddag var han gået fra sit hjem på Herslev Mark ad den østre landevej til Fuglsdbølle og videre gennem Longelse, Lykkeby og Frellesvig. I Tranekær gæstgivergård havde han købt for to skilling skråtobak. I Lejbølle havde han fået natlogi hos en "gårdmand Jeppe".
Der var bare det problem, at mens Jens angiveligt havde været på denne færd, havde adskillige vidner set ham i og ved Lindelse.
Jens kunne heller ikke huske, at han havde været på herredskontoret, hos Gede eller hos sin svigermoder.
Sager sendte en betjent til Nordlangeland for at finde ud af Jenses færden bl.a. ved at udspørge de forskellige sognefogeder.
I retsmøderne mandag 25. og torsdag 28.april kunne dette klarlægges dels ved den pågældende betjents forklaring dels ved breve fra sognefogederne dels ved gårdmand i Lejbølle Jeppe Jacobsens forklaring dels ved Jenses egen efterhånden mere ædruelige forklaring.
Vigtigst af alt var, at Jens faktisk havde overnattet i Lejbølle den skæbnesvangre nat mellem tirsdag og onsdag.
Den aldrende Jeppe Jacobsen forklarede, at Jens havde henvendt sig på gården - som dengang lå ved siden af den såkaldte "Dommergård" - så sent som klokken 8 om aftenen. Han havde fået mad og havde derefter bedt om natlogi. Gårdmanden havde egentlig ikke været indstillet på at lade Jens sove på gården, men fordi det havde været sent, havde han forbarmet sig over ham. Jeppe Jacobsen havde udleveret to hestedækkener, Jens kunne tage over sig, og havde for natten lukket ham inde i en lade med foder. Da gårdmanden ved 6-7 tiden næste morgen havde åbnet døren ind til laden, lå Jens stadig og sov.(37)
Folkene på gården havde overfor Sagers udsending erklæret, at de kunne aflægge ed på, at Jens havde været der på brandnatten. De mente ikke, at det overhovedet var sandsynligt, at han den nat kunne have været borte fra stedet og gået de 3 mil til Lindelse og tilbage igen. Om morgenen havde Jens været forfrossen, da han kom ind i stuehuset for at spise.
Næste eftermiddag ved 4-5tiden var Jens kommet til sin bekendte husmand Peter Knægt lidt nord for Snøde. Han kunne heller ikke gå længere, fordi han var blevet ømfodet efter sin lange fodrejse.
Om natten havde han sovet i en seng i den samme stue, hvor manden og konen havde sovet i en anden.(38)
Næste morgen var han draget afsted mod Hou, men inden han var nået hen til sin søn, var han altså blevet anholdt af sognefogeden i Stoense og bragt til Rudkøbing om aftenen.

Betleri og andre mistanker

Det var tydeligt for enhver, at Jens ikke havde kunnet sætte ild i arbejdshusets nyopførte udhus. Men Sagers undersøgelse afdækkede med al tydelighed en anden ulovlighed fra Jenses side. Han havde foruden mad på sin tur også tigget om og fået penge - hvilket var klart ulovligt.
I Bøstrup præstegård havde han fået 3-4 skilling. Af pastor Wilhjelm i Snøde - som i øvrigt var formand for Snøde/Stoense sogneforstanderskab - havde han fået enten en 4 eller 8 skilling. I Snøde mølle havde møller Leth givet ham 2-4 skilling. På Nedergård havde kammerjunker Kaas stukket kokkepigen en hel mark i hånden - altså en sekstenskillingsmønt, som hun skulle give videre til Jens. Der har sikkert været andre steder, hvor Jens havde fået penge, men mange steder havde han ingenting fået, f.eks. på gårdene Tressebølle. På den måde ville gårdmændene holde tiggere væk.
Fordi Jens havde tigget penge, beholdt Sager ham i arresten til videre strafforfølgelse.(39)
Mistanken for brandstiftelse vendte sig mod de to andre anholdte, Trine Hertz og hendes moder Marie Olsdatter.
Et ægtepar, der boede i samme hus som Trine og hendes familie, blev afhørt.
Rokkedrejer Andreas Clemmensen havde ikke været hjemme på brandnatten, fordi han arbejdede på Biskopstorp ved Simmerbølle. Han havde godtnok hørt, at Jens og Trine var utilfredse med at skulle tilbage på arbejdsanstalten, når den var genopført, men han havde ikke hørt noget, der på nogen måde satte familien i forbindelse med branden.
Konen, Ellen Jensdatter sagde heller ikke noget, der satte Trine under mistanke - tværtimod. Hun fortalte, at Trine havde et barn, der fik bryst, som hun derfor næppe havde kunnet forlade for at gå en ¼ mil for at sætte ild på arbejdsanstalten. Ellen havde selv været oppe mindst 6 gange den pågældende nat, fordi hun i stuen havde en gås med gæslinger, som ofte forlod gåsen og måtte bringes tilbage - hun havde intet mistænkeligt bemærket.(40)
Jenses og Trines 14-årige datter Ane Dorthe blev også afhørt, "hun benægtede at have brugt ytringer om at arbejdsanstalten muligen kom til at brænde". Datteren fik ikke kastet yderligere mistanke på moderen - eller sig selv.
Trine forblev dog anholdt i første omgang.

Anklagerne smuldrer

Mistanken vendte sig herefter mod Trines mor Marie Olsdatter.
Hun boede kun ca. 100 favne fra det nedbrændte hus. Hendes mand tidligere skrædder Daniel Rasmus var 90 år, blind og døv, syg og sengeliggende. Hun havde også en lille dattersøn boende.
Foruden denne familie var der i det såkaldte "Stielundhus" to andre lejemål.
Der var Karen Hansdatter på 53 år, der boede sammen med sin far Hans Jørgensen.
I en tredje lejlighed - eller rettere et værelse - boede Anne Jørgensdatter.
I sin første vidneforklaring hævdede Karen Hansdatter, dels at branden særdeles godt havde kunnet ses fra Maries rum, særlig hvis beboerne ikke havde været tilsengs, dels at da "Stielundhusets" beboere efterhånden var kommet op på brandnatten, havde Marie været påklædt på et tidspunkt, da hun angiveligt endnu ikke vidste, at det brændte. Endvidere førte der fra Maries rum en baggang ud af huset, hvorfra man kunne komme ud, uden at blive bemærket af de andre beboere.
Da alle beboere var kommet op kl. halv to, var Karen gået ud for at se, hvad der skete. Da hun var kommet tilbage og havde fortalt, at hovedbygningen stod, men at udhuset var nedbrændt, havde Marie angiveligt overrasket svaret: "Gør det?" og "men da".
Den 83-årige Hans Jørgensen blev også afhørt. Han hævdede også, at Marie havde været påklædt, det havde han kunnet se, da det var måneskin.
Anne Jørgensdatter fortalte, at hun godt og vel klokken tolv var blevet vækket ved, at en dreng råbte op udenfor huset. Hun var stået op og havde set, at arbejdsanstaltens udhus brændte - så var hun igen gået i seng.
Klokken knap halv to var hun atter blevet vækket, denne gang af Marie Olsdatter, der havde spurgt, hvad der dog var på færde, siden der blev ringet med kirkeklokkerne. Det var mærkeligt, for Anne Jørgensdatters vinduer havde været røde af genskæret fra flammerne, og hun forklarede ligesom Karen Hansdatter, at Marie Olsdatter måtte have kunnet ligge sin seng og se det brænde, da hendes vinduer vendte samme vej som Annes.
Overfor disse udsagn hævdede Marie, at hun kun havde haft sin særk på, da hun havde talt med de andre beboere, at hun ikke havde været udenfor, og at hun ikke havde kunnet se ilden fra sit rum.(41)
Efter retsmødet tog Sager igen til Lindelse denne gang for selv at bese "Stielundhuset". Selvom man sagtens derfra kunne se arbejdsanstalten, så skønnede han, at Marie ikke havde kunnet se ilden fra sin seng, når man medtænkte vindretningen på brandnatten og det forhold, at det havde været måneskin.(42)
Da Karen Hansdatter igen blev afhørt, var hun samtidig blevet mere usikker i forhold til, om Marie havde været fuldt påklædt. Hun sagde endvidere, at "arrestantinden ikke havde sagt andet, end hvad der var en almindelig mening blandt folk, at fattighuset ikke ville have nogen varighed"(43) - tidligere under forhørene var det nemlig kommet frem, at Marie før branden havde udtalt sig temmelig uheldssvangert om anstaltens fremtid.
Både Trine og Marie holdt stædigt fast ved deres tidligere udsagn.
Efter et retsmøde lørdag 7.maj blev Trine løsladt - tre dage senere blev Marie løsladt.
Den eneste, der forblev i arresten, var Jens. Han blev siden hen idømt tre måneder i tvangsarbejdsanstalten i Odense for sit betleri på Nordlangeland.(44)
Sager fandt aldrig ud af, om der havde været sat ild på arbejdsanstalten de to gange, selvom han nok stadig har haft nogle ideer om årsagssammenhængen.

De levende og de døde

Lindelse præstegårdForhåbentlig har den foregående historie været underholdende, samtidigt med at jeg har fået fortalt et og andet om de daværende samfundsforhold.
Gennem eksemplet har læseren nok fået en fornemmelse af de problemer, det kunne medføre at samle en del af en kommunes fattige på en anstalt. Dette forhold er interessant, for da lignende anstalter i stort omfang blev etableret fra omkring 1860, var det som om, man måtte drage de samme dårlige erfaringer på ny.
I 1852/53 var arbejdsanstalter for de fattige noget nyt på landet i Danmark, men i hvert fald i forbindelse med de senere arbejdsanstalter er det nærliggende at se forklaringen på ovenstående i, at det for samfundets magthavere mere drejede sig om at manifestere deres magt, end det på nogen måde drejede sig om at hjælpe den fattigste del af den hurtigt voksende befolkning - tværtimod.
Christian Christensen beholdt jobbet som opsynsmand i mange år - i modsætning til hvad der dengang såvel som siden almindeligvis var tilfældet. Trine og Jens forblev ligeledes på anstalten, når der ses bort fra, at sidstnævnte flere gange blev indsat på tvangsarbejdsanstalten i Odense - for betleri og opsætsighed mod opsynsmanden!(45)
Jens døde i 1868 74 år gammel, Trine, der var meget yngre, så sendt som i 1894 - få år før det, der nu ved alle lejligheder blev kaldt fattiggården, blev nedlagt.
For mange år siden er ægteparrets gravminder fjernet fra Lindelse kirkegård - trækors forgår, og det samme gør de minder, de efterlevende gerne vil glemme - bygningerne på Herslev Mark er således også helt væk.
Man siger, at den, der glemmer historien, er dømt til at gentage den - for egen regning vil jeg tilføje, at det i ligeså høj grad gælder det samfund, der forsøger at forvanske den. 

Billedtekster:

1. Brand i landsbyen Valby ved København i 1865.
Ilden kunne nemt bredde sig imellem landsbyens tætliggende stråtækte huse. Xylografi.
2. Brandsprøjten fra Skovsgård.
Sprøjten på billedet er angiveligt yngre end den, som omtales i teksten. Kærren kunne hægtes efter en anden vogn. På brandstedet skulle der løbende hældes vand i det store kar, mens fire personer pumpede og én betjente slangen med strålerør.
I øvrigt brændte en stor del af Skovsgårds udbygninger i 1854.
Skovsgårds vognmuseum.
3. Torvet i Rudkøbing.
De fleste retsmøder foregik på rådhuset til højre.
Fotoet er fra 1880-erne. Netop midt i 80-erne blev den nuværende store arrestbygning tilføjet rådhuset bagtil – indtil da var arresten i den viste bygning.  Foto: Rudkøbing Byhistoriske Arkiv.

Noter:

Hvor andet ikke er anført findes kilderne på Landsarkivet for Fyn.
Som allerede nævnt er de vigtigste kilder til artiklen de forhør, der blev optaget i forbindelse med de to brande. Sagen 14/1852 findes i "Forhørsprotokol for Langelands herreder 1846-53", og sagen 10/1853 i forhørsprotokollen 1853-54. I forbindelse med følgende kildehenvisninger nøjes jeg med at angive de to sidste tal i det aktuelle år samt side. I førstnævnte protokol er der tale om dobbeltsider, og det tilføjes derfor, om oplysningen står til venstre eller til højre.

1. Som den væsentligste kilde til artiklen er brugt ”Langeland herredsfogeds arkiv. Forhørsprotokollen 1846-53, s. 249-256, sagen 14/1852”, som findes i det såkaldte ”retsbetjentarkiv” på ”Landsarkivet for Fyn”.
2. Gamle danske mål:
   1 alen=62,77cm.
   1 favn=3 alen
   1 mil=7,538 km. (12000 alen)
   En favn brænde er et rummål kun for brænde. Det svarer til en stabel, der er en favn bred og en favn høj af alenlange brændestykker. 
3. ”Branddirektør” var egentlig et amtsligt embede. Det var specielt for blandt andet Langeland, at retsbetjenten – altså i dette tilfælde Sager – havde denne bestilling og titel.
4. Der findes et billede af Sager i forbindelse med artiklen ”Karen Sophies fødsel i dølgsmål” på herværende internethjemmeside.

1. Sager var branddirektør for Langeland både af navn og gavn - altså den øverste lokale embedsmand, hvad angik brandværn og forsikring. Af side 156 i Harald Jørgensens "Lokaladministrationen i Danmark" fremgår det, at denne overordnede normalt amtslige stilling eksisterede 1800-72.
2. 52; 249 th. Jeg ved ikke, hvad forskellen er på en kirkesprøjte og en sprøjte fra X-kirke, hvorfor jeg har citeret direkte fra forhørsprotokollen. Der har allerede dengang helt åbenbart eksisteret et omfattende og organiseret brandvæsen på landet, hvad angår mandskab, materiel og branddamme.
3. 52; 249 th.
4. 52; 250 tv.
5. 52; 251 th.
6. 52; 252 th.
7. Svendborg Amts arkiv, sagen 1852-B1-44
8. 52; 251 tv.
9. 52; 252 tv.
10. 52; 251 tv.
11. 52; 251 th.
12. 52; 251 tv.
13. 52; 252 tv
14. 52; 253 tv.
15. Justitsministeriet. Landbygningernes brandforsikringskontor. Brandskader på landet. Sag 305, 1852/53. Pk. 82-129. Rigsarkivet.
16. 52; 253 th.
17. 52; 254 th.
18. 52; 255 tv.
19. 52; 256 tv.
20. Se note 15. Sagers kommentarer findes i nævnte pakke fra Rigsarkivet. Påtalen fremgår af den tilhørende journal: "Stikskorstene ere ikke tilladelige". Indenrigsministeriet, brandforsikringssager, 80, journal Q, 1852-53. Rigsarkivet.
21. 53; 95
      53; 79 Restaureringen af "Borgmestergården" er såvel udvendigt som indvendigt foretaget særdeles nænsomt, således er det nævnte "pigekammer" blevet bevaret. 
      53; 79
      Angående sol og månes nedgang se almanak fra det pågældende år. Det fremgår af nærværende forhør, at det var måneskin og blæsende i forbindelse med branden. I forbindelse med en anden sag 6/1853 fra Magleby ligeledes på Sydlangeland fremgår det, at det derværende nor i de lavvandede områder var bundfrossen i marts.
      53; 81
      53; 80
      53; 88
      53; 81
      53; 81
      53; 82
      53; 83
      53; 83
      53; 83
      53; 84
      53; 91.Strenge tider - for nogle.
    Der er selvfølgelig tale om en grov udnyttelse af lærlingenes arbejdskraft - noget som heller ikke indenfor visse brancher er ukendt i dag, men i denne forbindelse siger det formentlig også noget generelt om håndværkernes sociale situation. I et brev (Svendborg amtsarkiv. Sagen 1853-A3-54) fra Gede til Langelands Herreders Branddirektorat 17.marts 1853 hedder det:
    "da entreprenørene ere ubemidlede folk, der stærkt trænge til at modtage deres fortjente arbejdsløn, og sognet ikke har noget fond til at bestride slige udbetalinger med, tillader forstanderskabet sig herved at anmode hr.cancelliråden om, behageligt at ville foranledige, at der af den forventede assurancegodtgørelse forlods måtte vorde kommunen ubetalt en sum af 5-600 rdl." - Sager anbefalede, da han sendte anmodningen videre til amtet, der forlængst havde fået pengene fra ministeriet.
      53; 85
      53; 89
      53; 87
      53; 92
      53; 90
      53; 101
      53; 99
      53; 101
      Svendborg amtsarkiv, sagen 1853-B10-60. Langelands herredsfogedarkiv, strafferegister 1850-90, s.148.
      Både før og siden den her fortalte historie var der problemer med Trine og Jens.
    Sagerne i Svendborg Amts Arkiv: 1844-B1-24, 1852-B1-44, 1858-B16-32, 1860-B16-64, 1861-B15-170. Læs eventuelt også min artikel "Tyveri af træktøj medførte dom på et år i forbedringshuset" på Langelands Biblioteks internethjemmeside om Jenses og Trines liv, da de boede i Rørsøe fattighus i Illebølle Udflytter i 1843. Her er 1844-B1-24 brugt som kilde.
    

Billedtekster:

1. Brand i landsbyen Valby ved København i 1865.
   Ilden kunne nemt bredde sig mellem de tætliggende stråtækte huse.
   Xylografi.
2. Brandsprøjten på herregården Skovsgård. Sprøjten på billedet er angiveligt yngre end den, som omtales i teksten. Kærren kunne hægtes efter en anden vogn. På brandstedet skulle der løbende hældes vand i et tilhørende stort kar, mens fire personer pumpede og én betjente slangen med strålerør. I øvrigt brændte en stor del af Skovsgårds udbygninger i 1854. Skovsgårds vognmuseum. Foto: Langelands Museum.
3. By- og herredsfoged og branddirektør for Langeland. Hans Carl Sager (1808-85). Da en ny købstadskommunalreform trådte i kraft i 1869 blev han tillige "borgmester" og skulle lede det valgte "byråd" - hvem talte om magtens tredeling? Valgt til landstinget 1869-72.
   Foto: Byhistorisk Arkiv i Rudkøbing
4. Retten er sat. Retsbetjenten - altså byfoged, herredsfoged eller birkedommer - var frem til den retsplejereform, som trådte i kraft i 1919 dommer og politimester i én person. Tv. føres protokollen. Th. ses de to retsvidner. I de udpræget skriftligt orienterede retsager udpegede amtmanden tillige anklager og forsvarer, når han på grundlag af retsbetjentens forudgående forhør havde rejst en sigtelse. Billedet er meget nyere end de begivenheder, der beskrives i artiklen - f.eks. havde man ikke gaslys i Rudkøbing i 1852/53.
   Næstved byret. Illustration fra bogen "Den danske Stat", 1901.
5. Grundrids af arbejdsanstaltens stuehus. Øst vender opad på tegningen. En liste fra pastor Gede fortalte endvidere, hvor de forskellige fattiglemmer boede: Christen Neppe og tre drenge boede i rummet "b", Jens Thomsen og familie i "c". (Justitsministeriet. Landbygningernes brandforsikringskontor. Brandskader på landet. Sag 305 1852/53. Rigsarkivet)
6. "Grisen" på loftet. Formentlig til tørring af malt. Tegningen er lavet af den murermester, der byggede den. Man kan vist godt gå ud fra, at han var dygtigere med murskeen end til at tegne - bemærk længdeangivelsen. (Justitsministeriet. Landbygningernes brandforsikringskontor. Brandskader på landet. Sag 305 1852/53. Rigsarkivet)
7. Torvet i Rudkøbing. De fleste retsmøder foregik på rådhuset til højre. Fotoet er fra 1880-erne. Netop midt i 80-erne blev den nuværende store arrestbygning tilføjet bagtil - indtil da var arresten i den viste bygning. Foto: Rudkøbing Byhistoriske Arkiv.
8. "Borgmestergården" i Nørregade var bolig for by- og herredsfoged Hans Carl Sager Bindingsværksbygningen i Strandgade til højre rummede vistnok by- og herredsfogedkontoret. For godt en menneskealder siden var "Borgmestergården" nærmest en ruin, i dag fremstår den usædvanligt smukt istandsat.
9. Christopher Octavius Gede (1803-58) stammede fra København. Fra sogneforstanderskaberne blev oprettet i 1841 frem til ændringen af lovgivningen i 1867, var præsterne "fødte" medlemmer, hvor de ofte - som i Lindelse - blev valgt som formænd.
   Ved lovændringen fik de lokale ledelser navneforandring til "sogneråd". Foto: Rudkøbing Byhistoriske Arkiv.
10. Lindelse præstegård fotograferet i begyndelsen af 1900-tallet - jeg er i tvivl om hvorvidt kvisten eksisterede i 1852/53. Foto: Rudkøbing Byhistoriske Arkiv.
11. Hvad "Langelands Avis" skrev i forbindelse med de to brande. Angivelsen af baghusets længde er i øvrigt ikke korrekt - se tekst.
    Rudkøbing Byhistoriske Arkiv. 
12. Kort hvor arbejdsanstaltens beliggenhed er markeret i tegningens midte - Rudkøbing øverst.