Af museumsleder Johs. Olsen 

Hanseatiske skibe i 15. århundredeMens det rige sildefiskeri i middelalderen foregik i Øresund og mange skibe stævnede der til, især fra Nordtysklands havne og Holland, hvor de erhvervede sig et såkaldt "fed" hver, på den hammerformede halvø, der skyder sig ud i Øresund fra Skånes kyst, og hvor der i den periode af året i efterårsmånederne fandt et stort marked sted, hvor de fremmede købmænd medbragte deres varer til salg, og hvorfra de vendte hjem med silden, saltet i tønder, vides det, at også Svendborg havde et fed, som allerede langt tilbage i tiden omkring 1300 kaldtes

Svendborglejet

Fiskerne fra Svendborg har altså deltaget i fiskeriet her. Masser af danske fiskerbåde mødtes i Øresund - ja, endog i tusindvis udgjorde deres antal, og selve fiskeriet var forbeholdt de danske fiskere, hvorimod saltning og særlig handelen, der foregik på land, var de fremmedes erhverv.

På denne kyst omkring og mellem byerne Skanør i nord og Falsterbo i syd foregik den vældige omsætning, og mange tusinde mennesker samledes her i månederne august, september og oktober, og her levedes i sus og dus, så de kongelige fogder havde deres hyr med at styre de mange fremmede elementer, som i den korte tid, sildemarkedet varede, var samlede her. De fremmede købmænd "krammede" deres indførte varer ud; de medbragte alt muligt. End ikke Hansestædernes "demimonde" udeblev.

Selve fiskeriet begyndte den 24. august på St. Bartholomæli dag og varede til den 9. oktober, St. Dionysii dag, og silden stod i så tætte stimer, at man kunne øse den op med de bare næver, fortæller samtidige beretninger.

Hansestæderne havde deres "fed", det vil sige afgrænsede jordstykker, hvor de hvert år opførte deres boder påny. På et kort fra den tid ser man f.eks. byerne Bremen, Rostock, Stettin, Wismar, Danzig og Lybæks fed; men også hollandske byer som Campen og Zuiten finder vi angivet. Alle disse pladser lå inde i landet, hvorimod kortet fortæller, at de danske fiskeres pladser eller fed lå nærmest ud til selve stranden. På kortet ses blandt andet angivet, hvor den lybske foged residerede, og tillige, at der fandtes en lybsk kirke; men fra anden side vides, at også fynboerne havde en kirke, kaldet "Fynbokirken", hvilket tyder på, at også folk fra det øvrige Fyn har deltaget i fiskeriet. Begge de nævnte byer havde hver sin kongelige foged, og hver havde sin borg eller slot, hvorfra de styrede hele menagen.

Hansekøbmændene måtte føre silden toldfrit gennem sundet, en fordel, de havde opnået, og de passede meget nøje på sildetøndernes størrelse og kvalitet.

Iblandt de kongelige registranter finder vi, at kong Frederik I den 31. maj 1526 har udstedt et dokument til Svendborg by sålydende:
"Wi Frederik o.s.v. .. til Os elskelige borgmester, Raadmænd og menige Borgere i Vor Købstad Swindborgh, Vor kære Undersaatter, have nu givet Os tilkende, at Os elskelige Hr. Albert Jepsen, Ridder Vor Mand - Raad og Embedsmand paa Falsterbo Hus, og Mester Hans Wenck, Vor Tolder paa Falsterbo have nu paa Vore vegne udlagt dem efter befaling et "fed" paa Falsterbo Fiskerleje liggende næst efter Øst for Kjøbenhavns Leje og Nord for Erkebispens og de Kaalbergs Leje i Vidde og Bredde, som de dem forevist have, da have Vi af Vor synderlige Gunst og Naade samtykket, og for Troskab og villig Tjeneste som de Os og Riget hidtil gjort og bevist have og herefter troligen gjøre og bevise, maa og skulde have Vi undt og givet og med dette Vort aabne Brev under og giver fornævnte Borgmester, Raadmænd og menige Borgere i fornævnte Vor Kjøbstad "Swindborgh" og dens Efterkommere samme "fed" og Leje at maa have, nyde og bruge og beholde til evig Tid, dog med saa Skel, at de deraf gøre og give Os og Vore Efterkommere Konger i Danmark saadan Sagefald og al anden Rettighed, som Vore andre Borgere og Undersaatter, der paa Fiskerlejet "fidt" have pleje og pligtige ere at gøre og give aarlig at rette; thi forbyder Vi alle ihvo de helst ere eller være kunde særdeles Vore Fogeder, Embedsmænd og alle andre fornævnte Vore Borgere i "Swindborgh" her imod paa fornævnte "fidt" at hindre, hindre lade Mødeplads, dele umage eller i nogen Maade Forprang at gøre under Vor Hyldest og Naade, givet o.s.v."

Dokumentet var udstedt i Odense, og det var netop henimod den tid, hvor sildefiskeriet var i stærk aftagen; men i glansperioden var fiskeriet af stor betydning, og silden vandrede pakket og saltet i tønder hele Europa rundt.
(Datidens stavemåde er tillempet for at lette læsningen)

Prisen på sild omkring den tid har man en oplysning om i dronning Christines hofholdningsregnskab, og deraf fremgår, at hun 1504 betalte 7 mark for en tønde "fuldsiild". Denne pris holdt sig til 1509, da købte hun i Ålborg 2 tønder sild for 8 mark 6 skilling. Det var ganske vist i april måned; thi den 26. august, 2 dage efter, at fangsten af sild var begyndt, gav hun 4 mark for en fjerding nysaltet Skånesild i København. 1510 gaves 8½ mark for tønden; men i april 1521 kostede 3 tønder 15 mark ialt, mens Lars Fynbo i november samme år købte 7 tønder for 42 mark til dronningen.

At silden var en eftertragtet vare, kan ses af Troels Lunds "Dagligt Liv i det 16. Aarhundrede", som anfører, at en hertuginde af Prøjsen en gang sendte 1 tønde syltede kramsfugle til det danske hof og ønskede i stedet for sendt 24 tønder gode silde.

Da kong Hans 1496 gav Trefoldighedsgildet i Odense særlige friheder, bestemmes i § 29 blandt andet, at "fisk oc sild, fleske- og Koekiød skulde holde deres marcket" på byens Fiskebænk. I Mariakirken i Lybæk findes den dag i dag den såkaldte "Schoonenfahrerstuhl", d.v.s. kirkestole,  i tidligere tid forbeholdt de skippere, som sejlede på Skåne.

Hele dette fiskeri forsvandt efterhånden, tilbage er kun de 2 små byer Skanør og Falsterbo.